'Vores hidtil største opgave'

Kamstrup skal producere en million elmålere, koordinere logistik for Danmarks største udrulning, sørge for samspil med Radius’ IT-system og varetage drift til 2034.

Bank-bank-bank!

Inden for en aftalt tidsramme på fire timer banker to måleteknikere fra Radius/Kamstrup på døren til lejligheden i det indre København. De skal udskifte elmåleren og bliver vist ind i det snævre kosteskab, hvor husstandens tælleapparat sidder.

I løbet af de næste 20 minutter tager de billeder af den gamle måler med en mobiltelefon, aflæser forbruget, afmonterer måleren – og sætter en ny op, som også bliver fotograferet. Inden de siger pænt farvel, tjekker de om den nye måler virker og udleverer en lille pamflet med information.

Frem til udgangen af 2019 skal ca. 120 måleteknikere udskifte en million elmålere i København og omegn. Udskiftningen gennemføres af måler- og it-virksomheden Kamstrup på vegne af elnetselskabet Radius, der har outsourcet en meget stor del af projektet.

-    Det er vores hidtil største opgave og en af de største udrulninger i Norden. At producere en million målere er i sig selv stort, men det her handler også om logistik, interaktion med hele IT-siden og drift frem til 2034. Vi tager et stort ansvar for, at løsningen også dur på den lange bane, siger senior vice president Henrik Mørck Mogensen fra Kamstrup.  

Målerne bliver produceret på Kamstrups fabrik i Stilling knap 300 km fra den danske hovedstad. Fabrikken er automatiseret i et omfang, der gør, at selv om der er tale om elektronik, så kan det bedre betale sig at producere det i Danmark end i Kina.

Frisk fra morgenstunden

De fikse og færdige målere bliver hentet af virksomheden Solar, der via et mellemdepot i Vejen kører dem til hovedstadsområdet. I nattens mulm og mørke bliver målerne læsset på de servicevogne, der fra morgenstunden skal turnere rundt til kunderne. På de hvide vogne står der Radius og Kamstrup, men måleteknikerne kommer fra underleverandørerne Eltel Networks og Nordic Meter Replacement.

Går Kamstrup til opgaven med angst og bæven, eller har I ro i maven?

-    Vi har over ti års erfaringer med udrulning og digitalisering indenfor el, vand og varme, men vi går til opgaven med respekt for omfanget. Vi har forberedt os godt over 1½ år og har en god dialog med Radius og vores partnere, siger Henrik Mørck Mogensen.

En pilotfase med 16.000 husstande skal give de første erfaringer, inden udrulningen for alvor tager fart.

-    Vi oplever, at kunderne tager pænt imod os, men de er ikke altid hjemme som aftalt. København er en storby, og det giver også nogle særlige udfordringer. For eksempel kan det være svært for vores folk at finde P-pladser i nærheden af de ejendomme, de skal besøge, fortæller Henrik Mørck Mogensen.

Software kan opdateres

I det øjeblik, målerne er installeret, kan fjernaflæsningen begynde. Helt centralt er, at data kan bruges til afregning af elforbrug.

Målerteknologien udvikler sig hele tiden. Vil det være de samme type målere, der sættes op i starten af udrulningen som i slutningen?

-    Vi investerer rigtig meget i forskning og udvikling, men den grundlæggende platform vil være den samme gennem hele projektet. Der sker løbende forbedringer af vores software med nye ydelser og øget sikkerhed, men her til en start har vi fokus på udrulning og afregning. Fremadrettet skal vi naturligvis være klar til at håndtere differentieret tarifering og kortere afregningsfrekvenser, hvis man bliver enige om at indføre det, siger Henrik Mørck Mogensen.

Kamstrup oplever betydelig international interesse for projektet. Alle elkunder i EU skal – i det omfang det giver samfundsøkonomisk mening – have installeret fjernaflæselige elmålere. I Sverige er det allerede tilfældet, men mange af de svenske målere er teknologisk forældede, så her overvejer elnetselskaberne at investere i en ny generation målere. Henrik Mørck Mogensen melder også om betydelig nysgerrighed for Radius-projektet bl.a. fra Østrig og Belgien.  

Og den udtjente måler fra København? Måske får den et ophold på et ’måler-hotel’. Radius forventer at gemme ti procent af målerne på et lager i Ballerup. Her er der gjort plads til op mod 100.000 målere. Udvalgte målere bliver gemt i tre år bl.a. for det tilfælde, at der skulle opstå tvivl om den korrekte måleraflæsning.