Sønderborg sender grønne bølger ud i verden

Pionér-kommunen Sønderborg udvider sin horisont fra klima og energi til at omfatte flere af FN’s 17 bæredygtighedsmål. Ved hjælp bl.a. af Danfoss og det ti år gamle ProjectZero-projekt breder lokale erfaringer med energieffektivisering og vedvarende energi sig som ringe i vandet til USA, Kina, Brasilien og mange andre steder.

Hvad er centrum, og hvad er periferi? Hvad er hovedstad, og hvad er vandkant? Hvis man befinder sig i Sønderborg, så er det centrum og hovedstad. Sønderborg kan noget, som de færreste kommuner. Indenfor energi og klima har Sønderborg formået at gøre sig selv langt større, end kommunens 75.000 børn og voksne berettiger til.

- Man skal gøre tingene massivt for at være foran, siger direktør Peter Rathje fra ProjectZero, der presser på og binder sammen på kryds og tværs – lokalt, nationalt og internationalt.

ProjectZero blev stiftet for godt ti år siden som et offentligt privat partnerskab af energiselskabet SE, Bitten & Mads Clausens Fond (Danfoss), Sønderborg Kommune, DONG Energy (nu: Ørsted) og Nordea-fonden med det mål at gøre området CO2-neutralt i 2029.

Betyder det noget?

- Ja, det gør en forskel bl.a. for de husejere og boligforeninger, der får opgraderet deres bygninger, så de er mere energieffektive og skønnere at bo i, påpeger Peter Rathje under en rundtur i Sønderborg-området… suppleret med en tour de force pr. powerpoint gennem mange af de aktiviteter, der er i gang.

Skoleelever som firstmovere

Eksemplerne er ret overvældende, så lad os til en start fokusere på ét af dem:

Klimaindsatsen betyder, at alle de elever, der går på de lokale folkeskoler, lærer om bæredygtig udvikling som en del af FN-samarbejdet Unesco Global Network of Learning Cities.

Blækket var dårlig nok tørt på underskrifterne i FN-hovedkvarteret i New York i september 2015, før de unge sønderjyder begyndte at sætte sig ind i FN’s 17 bæredygtighedsmål for 2030. Det seneste godt halvandet år har Sønderborgs ungdom arbejdet med de 17 mål (de såkaldte SDG’er), som de kender lang bedre end de fleste voksne danskere… langt bedre, men betyder det noget?

- Ja, siger bæredygtighedschef Flemming Lynge Nielsen fra Danfoss, der er kommunens største private virksomhed.

- Hvis de unge lærer at gøre noget anderledes, vil de gøre det resten af deres liv, påpeger han, der har været i Danfoss i 32 år og stadig forsøger at gøre tingene anderledes i gensidig inspiration med kolleger i hele Danfoss-koncernen, erhvervskolleger, kommunens politikere og embedsmænd, ProjectZero, skoleeleverne og mange andre.

Danfoss og de 17 mål

Danfoss er ved at omsætte fire af verdensmålene til handling. 17 komplicerede emner er for mange at forholde sig til, så Danfoss har valgt dem, der bedst matcher kerneforretningen, en to år gammel klima- og energistrategi og den arv grundlæggerne fra familien Clausen har skabt som global leverandør af komponenter til det gode liv, hvad enten det kræver opvarmning, køling eller ventilation:

- De 17 mål er en fælles, global måde at formulere sig på, siger Flemming Lynge Nielsen og nævner de fire prioriterede mål:

Nr. 6 om rent vand og sanitet matcher Danfoss kerneforretning, nr. 7 om bæredygtig energi er ’altoverskyggende’, nr. 11 om bæredygtige byer og lokalsamfund drejer sig bl.a. om hydraulik, nr. 12 om ansvarligt forbrug og produktion involverer køling.

Mål nr. 17 om partnerskaber for handling er også et væsentligt element i arbejdet, og bliver adresseret på mange forskellige måder – herunder fx med et partnerskab med ’Verdens Bedste Nyheder’ og med et tværnationalt hold Danfoss-ansatte kvinder, der spiller med i fodboldturneringen Global Goals World Cup, der netop har været afviklet i Dubai.

Betyder det noget?

Ja, i det små for de kvinder, der får chancen for at vise deres værd på en anden måde, og i det store med Danfoss’ energieffektiviseringsstrategi. Resultater fra fabrikken i Nordborg vokser sig større takket være koncernens globale program med investeringer for ca. 180 mio. kr. i bl.a. ventilation, proceskøling og aircondition. Hele 170 projekter er gennemført eller i gang.

- Programmet omfatter 27 fabrikker i 11 lande fra USA over Brasilien til Kina og fra Finland til Indien, fortæller Flemming Lynge Nielsen.

Tre energi- og klimamål

Ud fra en filosofi om at understøtte sine produkter, der handler om at tilbyde kunder i tusindvis af smarte byer og endnu flere bygninger energieffektive løsninger, har Danfoss har givet sig tre faktabaserede opgaver. ’Walk the talk’ eller – som det hedder på dansk – ’at tage sin egen medicin’:

- Verden og verdens byer oplever en kraftig befolkningsvækst, og det vil lægge pres på klodens ressourcer. Smart cities handler bl.a. om klimastyring af bygninger, fjernvarme og genanvendelse af varme. Vi skal tænke energieffektivitet ind i alle led, både når vi renoverer, og når vi bygger nyt siger Flemming Lynge Nielsen.

Som sagt, så gjort: I 2030 skal både energiintensiteten og CO2-intensiten på Danfoss’ fabrikker være reduceret med 50 procent (status: -27 og -43 procent) og energiproduktiviteten skal være øget med 100 procent (status: 77 procent). Alle tre mål skal ses i ift. 2007.

Kort tilbagebetalingstid

Resultaterne fra Nordborg og de øvrige lokaliteter er overraskende kraftfulde. Danmark har i flere årtier har haft fokus på energieffektivitet, men alligevel kan en af de ypperste virksomheder på markedet fortsat finde markante energibesparelser med tilbagebetalingstider på 2-3 år… med standardprodukter som ventilationsanlæg med varmegenvinding, varmepumper til udnyttelse af overskudsvarme fra kølevand (i stedet for køletårne), fjernvarmevand med 60-70 grader i stedet for 100, central styring af radiatorer og LED-belysning.

- Vi nærmer os vore mål, og vores globale bygningsafdeling gør en fantastisk indsats, siger Flemming Lynge Nielsen.

Digitalisering og data

Mål og midler evalueres og justeres løbende, og de næste etaper frem mod 2030 kan blive mere vanskelige. Danfoss får imidlertid i stigende grad hjælp af den teknologiske udvikling – herunder opsamling og brug af data.

- De seneste par år har vi gennemlevet en digitaliseringsbølge, hvor vi har digitaliseret processer på vores fabrikker og digitaliseret vores produkter. Vi kan indsamle data og dermed overvåge og styre komponenter og systemer på en helt ny måde, siger Flemming Lynge Nielsen, der forventer, at den udvikling fortsætter fx i retning af, at der kan indsamles data fra millioner af termostater på millioner af radiatorer.

Den læring, der vil være forbundet med at udnytte Big Data, kan udnyttes til at optimere forbruget af ressourcer til glæde for kunderne, vurderer han.

Køb af grøn el og andre nye midler

Frem mod 2020 fortsætter Danfoss med at energieffektivisere processer og produkter, og så vil det blive gjort status for, om planerne er ambitiøse nok. Flemming Lynge Nielsen forventer, at det kan blive nødvendigt at tage nye midler i brug – herunder fx køb af grøn strøm eller direkte investeringer i produktion af vedvarende energi.

Alle, der har besøgt Danfoss’ hovedkvarter i Nordborg har lagt mærke til en pænt stor solcellepark, men den dækker kun med en beskeden del af elforbruget, så mere vigtigt er det, hvad der skal ske med fabrikkens naturgasfyrede kraftvarmeværk.

Skal det omstilles eller erstattes af fjernvarme – eller skal der helt andre løsninger i spil?

Alle byer kan gøre en forskel

I Sønderborg og omegn foregår der livlige diskussioner om, hvorvidt Sønderborg Forsyning skal etablere en kystnær vindmøllepark på 160 MW på Lillegrund mellem Nordals og Sydfyn. Projektet skal bidrage til ProjectZero’s klimaregnskab og give de øvrige Lillebælt-kommuner mulighed for at byde ind med behov for grøn strøm.

Mange initiativer er i støbeskeen, når ProjectZero presser på, men betyder det noget?

- Ja, byprojekter sætter en ny ramme for lokalområdet og for Danmark. Enhver by kan sætte mål og gøre en forskel, siger Peter Rathje og peger på, at Sønderborgs mål om vækst, klima og energieffektivitet er sat ud fra lokale kompetencer.

Danfoss er også klar til at udvikle sig yderligere, så budskabet til Christiansborg er klart:

- Det næste energiforlig skal være ambitiøst. Energieffektivitet er altid relevant som det første skridt, siger Flemming Lynge Nielsen.