Fremtidens regulering af forsyningsselskaber

iEnergis møder og workshops

Sektorkoblingen indebærer, at store mængder af grøn primærenergi og varme flyttes mellem sektorer i systemet i 2030. Kilde: Anbefalinger til implementering af sektorkobling fra Erhvervslivets Klimaalliance, side 33.

Reguleringen af forsyningssektorerne har meget fokus på effektivitet i egen sektor, men der er behov for samarbejde og integration på tværs af forsyninger, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. Kom og deltag i dialogen den 9. november.

Forsommerens mange klimaaftaler og Elsemester-analyser om forsyningssikkerhed, markedsmodel 3.0., elektrificeringsstrategi m.m. samt lovforslag om modernisering af elforsyningsloven og nye vejledninger for samfundsøkonomi og projektbkg. danner sammen med en kommende og længe ventet gasstrategi, fjernvarmeregulering og vandsektorregulering rammerne for de investeringer, som el, varme, gas og vand/spildevands-sektorerne i de nærmeste år investerer under.

Men disse mange elementer bidrager kun begrænset til udmøntningen af Energiaftale 2018s tekst om, at "Danmark skal være EUs mest integrerede, markedsbaserede, fleksible energisystem med høj forsyningssikkerhed". Der er så at sige ikke meget incitament til samarbejde og integration på tværs af forsyninger sammenholdt med det fokus, som effektivitet i egen sektor har i reguleringen.

Imidlertid skal de seneste policy-tiltag understøtte Klimalov 2020s målsætning om at reducere drivhusgasudledningerne med 70% i 2030 og være CO2-neutrale i 2050. Klimafremskrivning 2021 beskriver, at vi når 62%-points af de 70pct. med de nuværende politiske aftaler. Så der er lang vej til målet. Og hvor fokus ift. forsyningssektor-regulering tidligere især har været drevet af en effektiviseringsdagsorden, burde denne nu være suppleret eller erstattet af klima-dagsordenen.

Intelligent Energi mener, at vi fortsat har langt til mål ift. en regulering, der fremmer sektorintegration. Men vi ser i de seneste regulatoriske initiativer nogle elementer, der åbner for nye veje til målet. Det giver anledning til en grundigere dialog om, hvad der er en bedre regulering ift. de samlede mål om at levere effektiv, konkurrencedygtig el, vand, varme og gas til kunden og samtidig levere på den politiske klima-dagsorden, sikre omkostningseffektivitet og høj forsyningssikkerhed.

På den baggrund inviterer vi medlemmer og samarbejdspartnere til dialog om fremtidens regulering, der både skal favne behovene for innovation og effektivitet. Vi ønsker at drøfte aftalebaseret regulering og mulighederne inden for indtægtsramme-reguleringen mv. Hvordan kan der gives den nødvendige fleksibilitet ift. investeringsbehov og innovation? Vi vil med dette første møde samle op på de erfaringer hos Evida m.fl. og se på de analyser, der i det seneste år er gjort.

Foreløbigt program og tilmelding kan findes i informationsboksen til højre.

Information

Dato
9 november 2021
Sted
Energiens Hus, Vodroffsvej 59, 1900 Frederiksberg C + Online via Teams
Pris

Deltagelse er gratis

Varighed

Kl. 10.00-13.00

Program