Mange tripper for afklaring om termonet

GRØN VARME
direktør Astrid Birnbaum foran varmepumpen på Energicentralen på Bohus Boulevard

Direktør Astrid Birnbaum fra Høje Taastrup Fjernvarme tolker varmeforsyningsloven på den måde, at termonet er fjernvarme. Foto: Jesper Tornbjerg

Høje Taastrup Fjernvarme går i udbrud med termonet i Vridsløsemagle, mens alle andre venter på svar på, om små lokale varmepumpe-net sorterer under varmeforsyningsloven eller ikke. Svaret er vigtigt for beboere i olielandsbyer og naturgasenklaver.

53 familier i Vridsløsemagle har takket ’ja’ til at skrotte deres eksisterende varmeanlæg (på olie, gas, træpiller, el eller andet) og få energi på en smartere og mere klimavenlig måde fra Høje Taastrup Fjernvarme.

Varmeselskabet har vurderet, at det er for dyrt at trække traditionelle rør til Vridsløsemagle, så den lokale løsning er at hente 8-10 grader varmt vand op fra undergrunden og sende vand tilsat lidt sprit i u-isolerede plastrør frem til boligerne. Her skal 53 eldrevne varmepumper hæve temperaturen til 60 grader, så beboerne får passende varme i deres radiatorer og fornuftigt brugsvand i deres vandhaner.

Høje Taastrup Fjernvarme ejer og driver det såkaldte termonet inklusive varmepumper og varmtvandsbeholdere i de private hjem – og varmeselskabet lover beboerne, at de får varme og varmt vand til en fair pris.

Fornuftigt hybrid-alternativ

Borgerne får installeret udstyr uden at tage penge op af lommerne, og i dagligdagen vil de opleve kun at skulle betale lidt mere end for traditionel fjernvarme i vestegnskommunen. De foreløbig 53 beboere, hvoraf en del har oliefyr, har på den baggrund vurderet, at hybrid-alternativet med plastrør og varmepumper som økonomisk attraktivt.

– Vi er i gang med boringer og etablering af ledningsanlæg. I tre kvartal kan kunderne få fjernvarme, oplyser direktør Astrid Birnbaum fra Høje Taastrup Fjernvarme på et møde i Intelligent Energi om grønne alternativer til oliefyr og naturgaskedler i områder uden mulighed for traditionel fjernvarme.

Astrid Birnbaum fastslår dermed, at hun betragter termonet-løsningen i Vridsløsemagle som ’fjernvarme’. Dermed udfordrer Høje Taastrup Fjernvarme Energistyrelsens aktuelle tolkning af varmeforsyningsloven.

To forskellige fortolkninger

Høje Taastrup Fjernvarme er inspireret af Silkeborg Forsyning, der har etableret en lignende løsning på baggrund af Energistyrelsens fortolkning af varmeforsyningsloven tilbage i 2016.

Efterfølgende har Energistyrelsen i juli 2022 indikeret på baggrund af deres teknologiforståelse, at termonet ikke sorterer under varmeforsyningsloven. Denne juridiske usikkerhed hæmmer udviklingen af termonet: Alle (næsten) venter på en politisk afklaring fra SVM-regeringen og Folketinget.

– Vi troede, at projektet var inde i en god gænge jævnfør udtalelsen fra 2016, men vi var nødt til at køre videre, forklarer Astrid Birnbaum om sit allerede i juli 2022 fremskredne projekt.

Den seneste tid har hun sammen med bl.a. foreningen Termonet Danmark løbet myndigheder og politikere på dørene for at få termonet anerkendt som hørende under varmeforsyningsloven.

Hvis det sker, bliver det muligt for kommunerne - som i Høje Taastrup - at stille kommunegaranti, så fjernvarmeværker kan optage (gunstige) lån fx i KommuneKredit og tilbyde beboere uden for de større byer professionel hjælp til hurtigere at slippe ud af deres fossile opvarmning.

➤ Læs mere hos Termonet Danmark

400.000 boliger ’på landet’

Løsninger som den i Vridsløsemagle kan nemlig være en del af svaret på, hvilken opvarmning op mod 400.000 boliger ’på landet’ skal have. Altså alle de boliger, som kommunerne er sikre på, ikke skal have fjernvarme eller sandsynligvis ikke skal på traditionel kollektiv forsyning.

En betydelig del af beboerne vil vælge individuelle varmepumper, der takket være stadig mere strøm fra vindenergi, solceller og kraftvarmeværker fyret med bæredygtig biomasse også er et klimafornuftigt alternativ til fossile brændsler.

I olielandsbyer og naturgasenklaver kan økonomiske beregninger vise, om der kan være samfunds-, selskabs- og borgerøkonomisk fornuft i at etablere en kollektiv varmeforsyning med termonet.

De økonomiske beregninger er vigtige for at undgå et spøgelse fra fortiden: Tilbage i 1990’erne blev der opført en række barmarksværker med alt for dyre varmeregninger til følge.

Solide økonomiske beregninger

Konsulent Morten Lund Kristensen fra Intelligent Energi vurderer, at varmeforsyningsloven kan give hensigtsmæssige økonomiske og organisatoriske rammer for etablering af termonet.

– Men det er vigtigt, at termonet bliver etableret på baggrund af solide samfundsøkonomiske beregninger, hvor termonettene bliver vejet op mod alternativer som for eksempel individuelle varmepumper, siger Morten Lund Kristensen.

En større satsning på termonet kræver også, påpeger Intelligent Energi, vidensopbygning og engagement fra fjernvarmeselskaber, ligesom kommunernes tekniske ekspertise og økonomiske vurderinger bør bakkes op fra centralt hold – eksempelvis understøttet af et rejsehold fra Energistyrelsen.

Et gryende kærlighedsforhold

Aktuelt eksisterer der i Danmark minimum 12 termonet under forskellige organisationsformer og med forskellige varmekilder. Mange flere kan være på vej, for en række kommuner tripper for at få en afklaring fra det politisk-administrative system, herunder Lejre Kommune, der ifølge en screening har 47 landsbyer uden mulighed for at få fjernvarme, og Middelfart Kommune.

Som en del af EU-projektet COHEAT agerer Middelfart Kommune sparringspartner for et gryende kærlighedsforhold mellem borgerne bag Fjelsted Harndrup Nærvarme og Gelsted Fjernvarme.

– Økonomien i et termonet ser ganske fornuftig ud, men vi afventer en afklaring omkring varmeforsyningsloven, siger projektleder Rikke Lock fra Middelfart Kommune, der har lagt byrådssal til mødet i Intelligent Energi.

Læs mere hos Fjelsted Harndrup Varme

projektleder Rikke Lock fra Middelfart Kommune på møde i Intelligent Energi 13. juni 2023
’Økonomien i et termonet ser ganske fornuftig ud, men vi afventer en afklaring af varmeforsyningsloven’, siger projektleder Rikke Lock fra Middelfart Kommune på møde i Intelligent Energi. Foto: Jesper Tornbjerg.

Seneste nyt