Tillidsfulde kunder og teknologi sparker det fleksible elforbrug udover rampen

ÅRSMØDE
CEO Devrim Celal fra KrakenFlex på iEnergis årsmøde 2023

’Kunderne stoler ikke på energiselskaberne. Kunderne vil gerne levere fleksibilitet, men for at det kan lykkes, er der brug for en kalibrering mellem kunder og energiselskaber’, fastslår Devrim Celal fra KrakenFlex på iEnergis årsmøde.

Erfaringer fra Storbritannien viser, at elkunder gerne vil den grønne omstilling, hvis de bliver taget alvorligt med god service og økonomiske gulerødder. CEO Devrim Celal fra KrakenFlex fastslår på årsmøde i Intelligent Energi, at fleksibilitet fra mange småkunder er pålidelig.

Kunder, der har tillid til deres energiselskab og har den rette teknologiske hjælp, kan levere fleksibilitet til elsystemet i et omfang, de færreste drømmer om. Det viser erfaringerne fra britiske KrakenFlex, der er en del af Octopus Energy. Selskabet har otte millioner elkunder – heraf mange med varmepumper og elbiler – primært i Storbritannien, og investerer flittigt i vedvarende energi.

Adm. direktør Devrim Celal fra KrakenFlex fortæller, at selskabet netop to dage i træk efter at have vundet et udbud har leveret nedregulering til National Grid. Elkunderne har fået at vide, at de for hver 5 kWh, de sparer i en given kritisk time, vil modtage en kontant belønning. Det virker:

Fleksibiliteten er pålidelig, fastslår Devrim Celal på årsmødet 2023 i Branchefællesskab for Intelligent Energi – et årsmøde på baggrund af energikrise, klimakrise, russisk krig i Europa, inflation, stærkt varierende energipriser, EU-trusler om markedsindgreb og andre kalamiteter.

Enorme opgaver på alle fronter

Grøn omstilling med masser af vind- og solenergi samt en stærk elektrificering koblet med energibesparelser/-effektiviseringer er som pakkeløsning et af de klareste svar på udfordringerne – både i Danmark/EU og i Storbritannien.

Stemningsbillede Årsmøde 2023

I Danmark, hvor der er mange planer om Power-to-X og datacentre, kan elforbruget ifølge Energistyrelsen blive seksdoblet til over 200 TWh frem mod 2050. Fleksibelt elforbrug kan være med til at holde omkostningerne til elinfrastruktur nede.

Fremskrivninger viser, at Storbritannien skal minimum fordoble sit elforbrug, der aktuelt er på 334 TWh, frem mod 2050. Ifølge Devrim Celal vil det kræve en enorm batterikapacitet og en ligeledes enorm fleksibilitet på kundesiden.

Med sin pointe om pålidelighed adresserer Devrim Celal en bekymring, som Energinet og lokale elnetselskaber kan have: Hvad nu, hvis en efterspurgt fleksibilitetsydelse opsamlet hos mange små kunder med elbiler, varmepumper, batterier og andet ikke bliver leveret som aftalt?

 Kunderne stoler ikke på energiselskaberne. Kunderne vil gerne levere fleksibilitet, men for at det kan lykkes, er der brug for en kalibrering mellem kunder og energiselskaber, fastslår Devrim Celal og oplyser, at de foreløbige erfaringer fra hans firma viser, at henvendelser til 100.000 kunder udløser 90.000 ønskede reaktioner.

Kunder bliver taget seriøst

Når han kan fremvise så flotte tal for fleksibilitetsvolumen, hænger det sammen med, at Devrim Celal og hans kolleger har arbejdet seriøst med at opbygge lige præcis tillid blandt kunderne.

Ifølge CEO Celal er det lykkes KrakenFlex/Octopus Energy at tage kunderne alvorligt ved at give dem kvalificerede svar, når de ringer/mailer/chatter med spørgsmål, ved at nedbringe svartiderne, der ellers i gennemsnit er 23 minutter i Storbritannien, og ved at indgå aftaler, hvor kunderne føler sig godt behandlet.

Derudover har KrakenFlex/Octopus Energy indført kontante belønninger bl.a. for deres 20.000 kunder med elbiler, hvis de stiller fleksibilitet til rådighed om natten. Kunder, der bor i nærheden af en vindmølle, kan også via The Octopus Fan Club (og dermed en slag medejerskab) få en lavere energiregning med en simpel markering på den teknologiske platform, der styrer det hele og opdateres 100 gange dagligt.

Dermed skabes der flere tilhængere af en udbygning med grøn energi, og ikke-i-min-baghave-effekten (NIMBY) mindskes.

Elbiler som døråbner for fleksibilitet

 Uden tillid, ingen grøn omstilling, lyder mantraet fra Devrim Celal, der ser elbilerne som den teknologi, der kan forbrødre de kritiske briter (og andre) med elsystemet.

Pointen er her, at når en familie køber en elbil, så er elregningen pludselig en af de absolut største poster på husholdningsbudgettet – ofte kun overgået af afdrag og renter på realkreditlån.

Med en elregning, der måske pludselig er fordoblet, vil en nyslået elbilist naturligt nok være stærkt interesseret i, hvordan hun eller han kan spare penge ved at flytte forbrug til de billigste timer eller tjene penge på at levere frekvensregulering.

 Det skal være let for kunderne at agere. Deres fordele skal stå klart, og de skal intet gøre for at være med. Vi skal sige ’I får 100 pund om måneden’. Og det er det! siger Devrim Celal.

KrakenFlex har sin base i Storbritannien, men har indenfor det seneste år bredt sig til Texas (USA), Tyskland, Spanien, Italien, Frankrig, New Zealand og Japan. De fleste steder har selskabet sikret sig markedsadgang ved at opkøbe lokale selskaber med ambitioner om grøn omstilling og toptunet service overfor kunderne – og overført knowhow til disse selskaber. Japan er en markant undtagelse med et strategisk samarbejde med Tokyo Gas.

Hørt på årsmødet i Intelligent Energi

Elforbruget er sænket med seks procent i 2022 i forhold til det forventede forbrug. Kogespidsen er også faldet lidt. Folks adfærd er ikke skabt i beton. Adfærd kan ændres med priser og kommunikation.
Kristoffer Böttzauw, direktør, Energistyrelsen

Vi har brug for statslig støtte til at opbygge et fleksibilitetsmarked på samme måde, som staten var med til at sætte vindmølleudviklingen i gang.
Charlotte Sand, adm. direktør, True Energy

Vi får brug for fleksibilitet fra alle de kilder, vi kan skaffe.
Jeppe Danø, Vice President Markets, Energinet

Energiselskaberne skal opgradere mindst en femtedel af det globale elnet i løbet af de næste ti år.
Kristian Livjin, Head of Product & Solutions Management, Kamstrup

Hvad vi har lavet de seneste 8-10 år, er væsensforskelligt fra det, vi skal lave de næste 8-10 år.
Marie Hindhede, afdelingschef, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Vi har ikke et samlet aftalekompleks for sektorkobling. Det er hammersvært. Måske skal vi spise den del af elefanten, der er mest kød på, først.
Signe Munk, klima- og energiordfører for SF

Opgaven med grøn omstilling er så stor og haster så meget, at vi ikke har tid til at få styr på alle detaljerne, inden vi handler.
Knud Pedersen, bestyrelsesformand for Branchefællesskab for Intelligent Energi

Paneldebat på Årsmøde 2023

Seneste nyt