Fremtiden tilhører de fleksible

FLEKSIBELT FORBRUG
Gennem dialog, netværk, interessevaretagelse samt facilitering af forretningsudvikling bidrager vi til at skabe bedre rammer for et marked for fleksibel el-efterspørgsel

Vindmøller og solceller fortsætter med at falde i pris. Variabel produktion af el betyder ifølge Branchefællesskab for Intelligent Energi, at Danmarks næste forlig skal understøtte fleksibilitet i anvendelsen af energi.

Bygninger sluger ca. 40 procent af energiforbruget, men der er mange energieffektiviseringer at hente, og fremover vil stadig flere huse producere egen energi. Hvordan disse facts kan udnyttes, har netop været til debat på forårsmødet ’Bygninger som en aktiv del af energisystemet’ arrangeret af Branchefællesskab for Intelligent Energi.

- Tagflader er uudnyttede arealer, og der er brug for energi lige nedenunder, påpeger direktør Michael Ariel Nielsen fra tagfirmaet Ennogie, der sælger bygningsintegrerede solcelletag. Anlæggene er ifølge direktøren så simple, at de kan sættes op en af tømrer, hvorefter en elektriker blot skal foretage den endelige tilslutning.

De seneste år er solceller faldet kraftigt i pris, og Michael Ariel Nielsen vurderer, at anlæggene nu kan sælges uden tilskud. Hvor god en forretning, solcelle-tage vil være for husejerne, afhænger bl.a. af, hvor stort et elforbrug, der er på adressen. Hvis både opvarmning (varmepumpe) og transport (elbil) er elektrificeret ’sparer’ solcellerne en betydelig del af behovet for at købe el fra nettet, påpeger han.

- Det er ikke nødvendigt med tilskud til solenergi længere, men lad være med at lave barrierer for os, lyder opfordringen fra Michael Ariel Nielsen til folketingspolitikere og administratorer af de godkendelsesordninger, der af solcellebranchen betragtes som bøvlede.

Udover at kombinere solceller med varmepumper og elbiler, kan solceller også gå i partnerskab med batterier. Energinet peger i en ny rapport på, at de faldende priser på solceller og batterier kan medføre, at et 12 kW solcelleanlæg med 15-25 kWh batteri kan blive meget udbredt i de danske parcelhuskvarterer.

Vedvarende energi er basis

Udviklingen bort fra fossile brændsler fyret af på store centrale kraftværker ser altså ud til at fortsætte til gunst for vindmølleparker og meget lokale løsninger. Allerede nu dækker de grønne, CO2-venlige teknologier, hvad der svarer til over halvdelen af det danske elforbrug.

- Vedvarende energi er ikke længere marginalt. Vedvarende energi er basis, og de fossile brændsler skal kun lukke huller, konstaterer Charles Nielsen, der er direktør for el, vand og varme i TREFOR. Han fastslår videre, at den store forsyning med varierende elproduktion fra vind og sol betyder, at det er nødvendigt at satse på smarte energiløsninger – altså løsninger, der er ’flydende, elastiske og plastiske’ både indenfor el, varme, gas, vand/spildevand og affald.

Ifølge Charles Nielsen skal der – med digitalisering som bindeled – tænkes på tværs af forsyningsarter, forbrugernes fleksibilitet skal aktiveres, der skal planlægges for bedre udnyttelse af lokale ressourcer, og der skal skabes rammer for innovation og kommercielle løsninger.

- Mange skal ændre tænkning. Vi står overfor et paradigmeskift i lovgivningen, siger Charles Nielsen, der vurderer, at vi har travlt, hvis Danmark skal holde sin globale førerposition indenfor smarte energiløsninger.

Behov for økonomiske incitamenter

Tidspunktet for en diskussion om, hvordan det kan ske, er optimalt. På EU-plan er drøftelserne om en omfattende ’Ren energi til alle europæere’-pakke i fuld gang, og i Danmark overvejer V-LA-K-regeringen i øjeblikket elementerne i det et udspil, der skal bane vej for det næste energiforlig.

Branchefællesskab for Intelligent Energi har været omdrejningspunkt for udviklingen af en række anbefalinger til regeringen og Folketinget om, hvordan energisystemet fremover kan honorere særlig interessante kunder – eksempelvis dem, der kan levere løsninger den kolde vinterdag, hvor det ikke blæser, og hvor varmeforbruget er i top.

Branchechef Helle Juhler-Verdoner peger bl.a. på, at de økonomiske incitamenter skal på plads:

- Der er brug for en permanent reduktion i elvarmeafgiften og gerne også en lavere elafgift. Der er ikke nogen gode grunde til at straffe el til opvarmning i forhold til olie- og træpillefyr, fortæller hun og fortsætter:

- Den økonomiske regulering skal også give incitamenter til integration på tværs af forsyningsarter, ligesom der er behov for at belønne slutkunder, der ønsker at være fleksible, siger Helle Juhler-Verdoner med tanke eksempelvis på bygninger med solceller, batterier og styrbare tekniske anlæg samt renseanlæg, der producerer energi, og industrier med mulighed for at skubbe produktion i tid.

Håbet fra Branchefællesskabet er, at Danmark vælger en ambitiøs vej, hvilket også bliver efterlyst af forskningschef Søren Aggerholm fra SBi, Aalborg Universitet:

- Flyt os langt nok, så vi mærker udfordringerne, anbefaler han.

Digitalisering som megatrend

Forårsmødet i Branchefællesskab for Intelligent Energi blev afviklet hos teknologivirksomheden Schneider Electric, hvis adm. direktør, Helene Egebøl, placerede den danske udvikling i en global sammenhæng præget af megatrends som urbanisering, digitalisering og automatisering.

- Fra 2010 til 2050 kommer vi på globalt plan til at bruge 50 procent mere energi. Samtidig skal vi reducere CO2-udledningen med 50 procent. Det betyder, at vi skal være tre gange så energieffektive i 2050. Det er vores pligt at gøre meget mere, og vi har travlt, fastslår Helene Egebøl med tanke på de globale klimaændringer.

Den gode nyhed er, at der allerede er udviklet mange løsninger, der kan bane vej for smarte hjem og bygninger. Ved at forbinde udstyr og opsamle data er det nu muligt at analysere og handle på helt nye måder:

- Sammen med vores kunder kan vi tilføje flere intelligente lag. Der er løsninger på markedet, og der er meget mere på vej, siger Helene Egebøl.

Seneste nyt