Intelligent Energi: Navnet forpligter

NY FORMAND
Charles Nielsen, ny formand for bestyrelsen i Intelligent Energi, og Marie Bjerre (V) digitaliseringsminister og minister for ligestilling på iEnergis årsmøde 2024

Charles Nielsen, der er ny formand for bestyrelsen i Intelligent Energi, ser – i lighed med digitaliseringsminister og minister for ligestilling, Marie Bjerre (V) – data og digitalisering som afgørende for den grønne omstilling. Foto: Lars Rønbøg.

Direktør Charles Nielsen fra TREFOR Infrastruktur, der dækker elnet, vand og varme, afløser Knud Pedersen fra netselskaberne Cerius og Radius som formand for Intelligent Energi. Foreningens vision er, ’at Danmark bliver blandt de første lande til at gennemføre en omstilling til et intelligent energi- og forsyningssystem’.

– Navnet forpligter.

Intelligent Energi har fået ny bestyrelsesformand. Navnet er Nielsen. Charles Nielsen. Direktør for TREFOR Infrastruktur, TREFOR Vand og TREFOR Varme samt bestyrelsesformand for TREFOR Elnet og TREFOR Elnet Øst på Bornholm.

Charles Nielsen har netop afløst Cerius og Radius’ Knud Pedersen, der har været bestyrelsesformand for Branchefællesskab for Intelligent Energi siden stiftelsen for 12 år siden. 

– Foreningens vision er klar: ’Danmark skal blive blandt de første lande til at gennemføre en omstilling til et intelligent energi- og forsyningssystem’. Visionen og navnet, Intelligent Energi, forpligter, siger Charles Nielsen. 

Et samfund fri for fossile brændsler

Kort om Charles Nielsen
  • Uddannet ingeniør, HD-A og major af Reserven.
  • Har arbejdet med energi i over 30 år.
  • Er direktør i TREFOR Infrastruktur, TREFOR Vand og TREFOR Varme og bestyrelsesformand for TREFOR Elnet, TREFOR Elnet Øst.
  • Som bestyrelsesformand i TREFOR Elnet sidder han i Green Power Danmarks Netudvalg, hvor de store temaer er elektrificering og ’Net til tiden’. 

Intelligent Energi (eller blot iEnergi) tapper ind i en national og europæisk dagsorden om at skabe et klimaneutralt samfund. iEnergi er bygget af små og store virksomheder, elnetselskaber, kommuner og vidensinstitutioner, der hver især ligger inde med en eller flere af nøglerne til et energisystem og et samfund fri for fossile brændsler. 

– Medlemsskaren rummer landets betydeligste aktører inden for energiområdet – herunder mange af de nye aktører, som data og digitalisering mobiliserer i den effektive grønne omstillings tjeneste. Sammen, som en bevægelse hvor vi deler viden og teknologier, kan vi skabe det intelligente energisystem, siger Charles Nielsen. 

Alvoren er mejslet i celsius

Med sig har den nye formand en bestyrelse og fem indsatsområder (Smart energi, Det smarte net, Fleksibel el, Energieffektivisering og Varmepumpeforum), der sammen med sekretariatet i Green Power Denmark vil gøre sit ypperste for at opfylde foreningens visionen: 

– Alvoren kan læses på termometret. Data fra det europæiske klimasamarbejde Copernicus er grum læsning. De tørre tal viser, at den globale gennemsnitstemperatur har rundet 1,5 grader over et år. Ifølge Det Europæiske Miljøagentur er Europa det kontinent, hvor opvarmningen sker hurtigst. Det haster med at gøre noget. Sammen skal vi bære håbet, siger Charles Nielsen. 

Trekantområdet: Herfra min verden går

Charles Nielsen har sin daglige gang i Trekantområdet, der er et økonomisk vækstområde og et transport- og infrastrukturteknisk knudepunkt. Trekantområdet har både motorveje, togskinner, elledninger, gasrør, olieraffinering, havne og – coming up – brintrør og CO2-transport. På Power-to-X er HySynergy-projetet, der har base i Fredericia, i front.   

– Trekantområdet rummer mange af de problemstillinger, som vi arbejder med i iEnergi. Skal vi skabe det intelligente energisystem, og det skal vi både lokalt og nationalt, så kræver det sektorkobling og energisystemintegration, energieffektiviseringer og fleksibilitet. Løsningerne skal bygge på dyb digitalisering og smart anvendelse af data – samt en regulering, der har mere fokus på energiens natur end at være afgiftsobjekt, siger Charles Nielsen. 

Ubetrådte stier

Som formand for Intelligent Energi vil Charles Nielsen, ligesom ’hjemme’ ved Lillebælt, opsøge regelmæssig dialog med såvel industriaktører som kommuner og interesseorganisationer for fjernvarme, vand/spildevand, ressourcehåndtering m.m.

– Jeg er meget bevidst om, at iEnergi er en forening, der er formet over de seneste 12 år, og som allerede har opnået flotte resultater for eksempel ved at sætte sektorkobling og forbrugerfleksibilitet på dagsordenen. I de kommende år skal der trædes nye stier – i ubetrådt land, hvor vi under vores vision skal tænke og fremme nye idéer og få dem til at blomstre, siger Charles Nielsen, der sammen med sine iEnergi-kolleger og sekretariatet under ledelse af Christina Burgos Nittegaard nu tager hul på arbejdet med at formulere strategi for de næste fire år.

– Intelligent Energi… navnet forpligter, fastslår Charles Nielsen. Igen.

Seneste nyt