Digital vækkelse kan styrke den grønne omstilling

ÅRSMØDE
iEnergis årsmøde 2021 var virtuelt

Adm. direktør Nana Bule fra Microsoft Danmark illustrerer, hvordan digitaliseringen griber ind i ALT under en session - styret af viceadm. dir. Anders Stouge fra Dansk Energi - på årsmøde 2021 i Intelligent Energi. På årsmødet var der også mulighed for at diskutere i chatten (th), ligesom der var tre gruppe-breakouts. Foto: Jesper Tornbjerg.

Politikere med statsministeren i spidsen har stigende fokus på de muligheder, digital udvikling giver det danske samfund – også for den grønne omstilling. Danmark har er godt udgangspunkt, mener adm. direktør Nana Bule fra Microsoft bl.a. fordi andels-tankegangen om fælles løsninger er stærkt rodfæstet.

 Digitalisering kan være en løftestang for den grønne omstilling, fastslår adm. direktør Nana Bule fra Microsoft som en af mange oplægsholdere på Intelligent Energis virtuelle årsmøde 2021 på en dag, hvor det står klart, at digitalisering griber ind i alt på energi- og forsyningsområdet. Alt!

For Nana Bule er digitale løsninger alfa og omega, hvad enten den grønne omstilling drejer sig om indpasning af mere vedvarende energiproduktion, energieffektiviseringer, sektorkoblinger eller andet, der skal sikre, at Danmark får reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 og går i CO2-nul inden 2050.

Eller for at være endnu mere konkret på den digitale dagsorden: Microsoft sætter brug af data i spil i projekter i forhold til

  • at drive vindmøller mere effektivt ved hjælp af 10.000 sensorer (Ørsted),
  • at drive køleanlæg mere energieffektivt og med mindre madspild med talrige sensorer (Danfoss),
  • at give danske kunder et personligt, samlet og intelligent overblik over forbruget i hjemmet – både på el, vand og varme (Watts/Andel).
  • at udarbejder standarder for CO2-opsamling og -deponering (Northern Light)
  • ... og mange andre projekter.

Når data beriger fællesskabet

Nana Bule mener, at vi i Danmark er godt rustet til de næste ryk. Vi har samlet data fra hjem og bygninger i mange år, og der er en relativ høj grad af tillid mellem den offentlige og private sektor. Med i bagagen er også andelstanken. Altså: Jeg har noget (data), som kan berige vores fællesskab og blive til mere værdi med – understreger Nana Bule - respekt for GDPR.

Heldigvis tyder meget på, at pointen om digitalisering som løftestang, der er en mærkesag for Intelligent Energi, efterhånden er hørt på Christiansborg.

Digitalisering er på vej opad på den politiske dagsorden for 2021 jævnfør bl.a. et citat fra statsminister Mette Frederiksen (S) i Børsen: ’I forhold til digitalisering er jeg en af de nyligt omvendte’.

I forhold til digitalisering er jeg en af de nyligt omvendte.
Mette Frederiksen (S), statsminister, i Børsen

Ministeriet gearer op

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er også ved at geare op for at sikre, at prisen for den grønne omstilling ikke løber løbsk og for at sikre, at tempoet bliver skruet op. For at nå 70 procentsmålet i 2030 er der det seneste års tid truffet beslutninger, der reducerer udledningen med 7,2 mio. tons CO2, men mankoen er stadig stor: 13,7 mio. tons.

Meget af det skal hentes på CO2-opsamling, -deponering og -brug (CCS/U), Power-to-X, el til industri og landbrug – altså tungt stof for myndigheder og ordførere i Folketinget.

 Det er lidt stormvejrsagtigt. Vi har virkelig brug for at holde kadencen på makroniveau, siger afdelingschef Anders Hoffmann fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Han fastslår, at digitalisering ’skal understøtte den grønne omstilling’, og han opfordrer branchen til at holde øje med, at myndighederne eksempelvis ikke glemmer at gøre varmepumper styrbare, så de kan spille med og ikke mod energisystemet.

Ministeriet ’øver sig’ i smart omgang med data i en ny bygningshub, hvor der udnyttes vejrdata fra DMI, BBR-oplysninger og diverse energidata. Derudover kan der være en del aktiviteter på vej i regi af en ny Digitaliseringsfond, der ifølge den seneste finanslov får 500 mio. kr. at gøre godt med for årene 2021-24.

Strået, der knækker kamelens ryg

Fra årsmødet i Intelligent Energi efterlyser adm. direktør Lars Aagaard fra Dansk Energi politisk handling bl.a. i forhold til elnetselskabernes opgave med dels at indpasse enorme mængder vedvarende energi dels at bidrage med infrastruktur til flere millioner elbiler og rigtig mange varmepumper.

Lokale og særdeles digitale fleksibilitetsmarkeder kan være en del af løsningen til indpasning af – i første omgang – 775.000 elbiler samt flere hundrede tusinde varmepumper som erstatning for oliefyr og gaskedler, men hvordan sparkes markederne i gang under de rammevilkår, der gælder?

 Elnetselskaberne kan komme til at starte for småt. Vi er nødt til at træffe politiske beslutninger, der kan gøre os ’intelligent ready’, før behovet opstår, siger Lars Aagaard med tanke på, at hvis salget af de elektriske biler og varmepumper pludselig boomer helt vildt, så kan elnettet bliver udfordret.

 Det er det sidste strå, der knækker kamelens ryg, påpeger Lars Aagaard, der opfordrer alle interessenter til at erkende, at vi er på ukendt territorium, og at der skal være plads til at løbe en risiko.

 Vi skal rigtig meget på kort tid. Vi er udfordret på hastigheden, fastslår Lars Aagaard og understreger, at det i den proces er vigtigt at huske at gøre varmepumper og ladeinfrastruktur til elbiler styrbar/intelligent. Altså at tænke data ind fra starten.

Behov for en digitaliseringsstrategi

Fra Christiansborg er der ros for at presse på for at placere digitaliseringen centralt i den grønne omstilling.

 Vi mangler en datareform og langsigtet strategi for en digitalisering af vores forsyningssektorer, siger it-ordfører Christoffer Aagaard Melson (V) og påpeger, at smart styring kan reducere behovet for at udbygge elnettet.

 Vi skal presse på for at få et endnu højere tempo i den grønne omstilling i 2021 end i 2020. Vi skal bygge på og lave strategier for digitalisering og hvordan vi får elektrificeret hele Danmark, lyder det fra klima-, energi- og forsyningsordfører Signe Munk fra SF, der vil indsamle og fritstille data i anonymiseret form.

Mona Juul (K), der bl.a. er klima-, erhvervs- og it-ordfører, har noteret sig, at der både er politisk vilje, et stærkt erhvervsliv og en engageret forskningsverden.

 Vi har en gylden trekant, der kan gøre en forskel for Danmark. Vi kan vise økonomisk effektive løsninger, som andre lande kan komme på, siger Mona Juul.

Sagt om digitalisering PÅ ÅRSMØDET

– Vind, sol og biomasse dækker 80 procent af elforbruget, og vi har en digitalisering i top. Nu skal vi bringe de to verdener sammen.
Stine Leth Rasmussen, vicedirektør, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

– Elbiler skal være en integreret del af elnettet, så det er bedre med ladebokse end et billigt stik. Den slags skal vi blive bedre til at tage højde for i vores tilskudspuljer.
Signe Munk, SF

– Digitalisering er kittet, der får energiregningen ned.
Christoffer Aagaard Melson, Venstre

–  Formynderi er en lammer i forhold til at få borgerne med. Hvis vi krammer, så ændrer vi adfærd. Det skal være nemt og billigt at skifte adfærd.
Mona Juul, Det Konservative Folkeparti

–  Vi skal belønne elnetselskaber, der kigger fremad for eksempel via deres netudviklingsplaner. Frisættelse af data er vigtigt.
Kalle Thorbjørn Scharff Hansen, adm. dir., Utiligize

– Standarder for digitalisering kan give hastighed til den grønne omstilling.
Christian von Seelen Schou, Client Executive, IBM Danmark

Seneste nyt